Parodontitis er en af de mest udbredte, men samtidig mest oversete sygdomme i munden. Mange opdager først tilstanden, når der allerede er sket et betydeligt tab af knogle omkring tænderne. I modsætning til huller i tænderne giver parodontitis sjældent smerter i begyndelsen, og derfor kan sygdommen udvikle sig ubemærket over mange år.
I en holistisk tilgang til tandpleje ses parodontitis ikke kun som et lokalt problem i tandkødet, men som en inflammatorisk tilstand, der kan påvirke hele kroppen. Mundens sundhed hænger tæt sammen med immunforsvar, hormoner og kroppens evne til at regulere inflammation.
Hvem er særligt udsatte for at udvikle parodontitis
Parodontitis kan ramme alle, uanset alder og køn. Kvinder og mænd rammes lige hyppigt, men hos kvinder kan sygdommen udvikle sig hurtigere i perioder med hormonelle forandringer, for eksempel under graviditet.
Rygning er en af de mest veldokumenterede risikofaktorer. Tobak påvirker blodcirkulationen i tandkødet og svækker kroppens immunrespons, hvilket gør det lettere for betændelse at udvikle sig uden tydelige symptomer.
Personer med nedsat immunforsvar har også en øget risiko. Stress kan nedsætte kroppens modstandskraft, og mange oplever, at parodontitis forværres i perioder med psykisk eller fysisk belastning. Medicin, der undertrykker immunsystemet, kan ligeledes gøre kroppen mindre modstandsdygtig over for de bakterier, der naturligt findes i mundhulen.
Diabetes er en væsentlig risikofaktor. Personer med svingende blodsukker har oftere mere alvorlige former for parodontitis. Samtidig kan en ubehandlet parodontitis gøre det vanskeligere at regulere blodsukkeret, hvilket skaber en negativ spiral.
Mundtørhed spiller også en større rolle, end mange er klar over. Spyt beskytter tænder og tandkød, og nedsat spytproduktion øger risikoen for både huller i tænderne og parodontitis. Derudover peger undersøgelser på en mulig sammenhæng mellem parodontitis og knogleskørhed, hvor inflammation i kroppen kan være en fælles faktor.
Alder i sig selv er ikke årsagen til parodontitis, men aldersrelaterede sygdomme og medicin kan bidrage til, at knogletabet omkring tænderne udvikler sig hurtigere.
Hvorfor opstår parodontitis
Parodontitis skyldes en vedvarende betændelsestilstand i tandens støttevæv, herunder den knogle som tanden er forankret i. Sygdommen starter næsten altid som en betændelse i tandkødet, også kaldet gingivitis.
Betændelsen opstår som kroppens reaktion på bakterier, der samler sig i plak og madrester på tænderne. Hvis bakterierne ikke fjernes effektivt, kan betændelsen sprede sig fra tandkødet til de dybere væv omkring tanden. Over tid kan dette føre til nedbrydning af knoglen og tab af tandens fæste.
Vi har i et andet indlæg omkring paradontitis skrevet om, hvordan det opstår, og hvad du skal gøre, hvis du gerne vil være tand-bekymrings-fri.
Tidlige tegn på parodontitis som mange overser
Et af de største problemer ved parodontitis er, at sygdommen ofte er næsten symptomfri i de tidlige stadier. Blødning fra tandkødet ved tandbørstning eller spisning er et af de mest almindelige tegn, men bliver ofte ignoreret.
Ømhed i tandkødet, irritation eller en følelse af ubehag kan også forekomme. Dårlig ånde, særligt om morgenen, kan være et tegn på bakterier i dybere tandkødslommer. Først når sygdommen er langt fremskreden, kan tænderne begynde at føles løse eller ømme ved tygning.
Hvis der opstår hævelse, smerte eller tandbylder med pus, er det ofte et tegn på, at betændelsen har stået på i længere tid. Blødende tandkød bør altid tages alvorligt og ses som et signal om, at der er behov for en professionel vurdering.
Hvordan stilles diagnosen
Parodontitis kan ikke diagnosticeres alene ud fra symptomer. Derfor er regelmæssige undersøgelser hos tandlæge eller tandplejer afgørende. Diagnosen stilles ved at måle dybden af tandkødslommerne omkring tænderne.
Når tanden mister sit fæste i knoglen, bliver lommerne dybere. Ved sunde forhold er lommerne typisk op til tre millimeter. Ved større dybder kan der være tale om betændelse eller parodontitis. Samtidig vurderes blødning, tandkødets udseende og eventuelt knogletab på røntgen.
Slimhinder som indikator for kroppens tilstand
Slimhinderne i munden reagerer ofte hurtigt på ubalancer i kroppen. Forandringer som rødme, svie, tørhed eller sår kan være tegn på inflammation, hormonelle forandringer, stress eller påvirkning fra medicin.
Derfor indgår vurdering af slimhindeforandringer ofte som en del af en holistisk undersøgelse. I stedet for kun at behandle symptomet ser man på, hvad kroppen forsøger at kommunikere gennem munden. De forandringer, der sker på slimhinden, kan ofte skyldes virus, men også ubalance i immunsystemet. Ofte består behandlingen af kosttilskud, kostændring og immunterapi.
Behandling af parodontitis i et holistisk perspektiv
Behandlingen afhænger af, hvor langt sygdommen er udviklet. I de tidlige stadier kan en grundig rensning af tænder og rodoverflader være tilstrækkelig. Her fjernes tandsten og bakteriebelægninger, og overfladerne glattes, så bakterierne har sværere ved at sætte sig fast igen.
Ved mere fremskreden parodontitis kan en udvidet behandling være nødvendig. I nogle tilfælde kan kirurgiske indgreb anvendes for at reducere dybe tandkødslommer og gøre dem lettere at holde rene. Desinficerende skylninger kan også indgå som supplement.
I en holistisk tilgang til tandpleje ses der samtidig på kroppens generelle tilstand. Blodprøver kan anvendes til at afdække mangler eller ubalancer, som kan påvirke immunforsvaret og kroppens evne til at hele. Det kan for eksempel være måling af D vitamin, omega tre fedtsyrer, langtidsblodsukker samt mineraler og B vitaminer. Disse faktorer kan have betydning for både inflammation og helingsprocesser i tandkødet
Udsigterne for fremtiden
Parodontitis kan som regel standses, hvis den opdages i tide og behandles konsekvent. Den knogle, der allerede er mistet, kan dog ikke gendannes. Derfor er tidlig indsats og vedvarende kontrol afgørende.
Sygdommen kræver livslang opmærksomhed. Hvis mundhygiejnen forsømmes, eller kontroller udebliver, kan parodontitis blusse op igen og føre til yderligere knogletab. Ubehandlet kan sygdommen i sidste ende føre til tab af tænder.
Manglende knogle kan gøre det vanskeligt at erstatte tænder med implantater, og løsninger som proteser kan blive nødvendige. Derfor er forebyggelse og tidlig behandling afgørende for at bevare både tænder og livskvalitet.
Parodontitis og resten af kroppen
Parodontitis er ikke kun en sygdom i munden. Kronisk inflammation i tandkødet kan belaste kroppen som helhed og er forbundet med øget risiko for hjerte og karsygdomme, diabetes og ledproblemer. Munden er en integreret del af kroppen, og dens sundhed afspejler ofte kroppens samlede balance.
Hos Holistic Mouth arbejdes der med at se parodontitis i en større sammenhæng, hvor både mund, immunforsvar og livsstil spiller en rolle. Læs mere i vores indlæg omkring, hvordan mundproblemer påvirker resten af kroppen.
Du kan booke tid her på:
https://mintandsundhed.dk/holisticmouth